Beretning fra Finnmark

Tre fiskere på et øde sted i Finnmark

Det er i dag 21 dage siden at vi (Danner, Sune og jeg) atter satte vores fødder på dansk jord. Sækkene er forlængst blevet pakket ud og kroppen er så småt ved at få civilisationens lugt tilbage. I dette øjeblik ligger jeg på sofaen og tænker tilbage på 14 dages rejse præget af to fantastiske venner, skøn natur, fiskemæssige op- og nedture, sure tær, myg, tynge rygsække og godt humør!

En sær start på turen

Mine første tanker går til turens start, som set i bakspejlet var ganske underholdende. Efter at havde været undervejs i adskillige timer ankom vi omsider til Skoganvarre, udgangspunket og slutstedet for turen. I Skoganvarre ligger der en campingplads, hvilken primært lever af fiskere der ønsker at prøve lykken i Lakselv. Inden afrejsen fra DK havde vi fået lavet en aftale med indehaveren af campingpladsen, der gik ud på at han skulle køre os ca 10 kilometer på en grusvej, ind til den sø, hvorfra vores vandring skulle starte.

Da vi står udenfor campingpladsen vælger jeg at ringe til Markku (indehaveren) for at høre om han kommer ud til os og henter os der eller om vi skal komme indtil ham. Han siger så: "Kan du ringe tilbage om 10 min, jeg har lidt travlt (mine alarmklokker ringer allerede her). Travlt, vi havde sku da en aftale! Jeg siger til ham at vi kommer ned til ham. 

Foran receptionen mødes vi af et tydeligt eksempel på at et begrebs betydning kan flettes ind i mange sammenhænge. For jo, travlt havde den gode Markku! Travlt med at sidde og drikke øl med sin ven og på hans tilstand virkede det bestemt ikke til at være dagens første balje med humlevand!

Jeg præsenterer os og spørger om vi skal køre. Hertil svare han: "Ja ja, men tag en kop kaffe". Vi drikker en kop kaffe og igen spørger jeg om vi skal komme afsted. Nu virker det til at han overhovedet ikke kan huske vores aftale og ikke aner hvor vi skal hen. Foran os sidder Markku, fuld og husker intet. Markku, manden der skulle fragte os det sidste stykke. Her er det jeg siger til mig selv: "Vi er da i Norge, ikke Rusland."

Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, siges der og i dette tilfælde viste det sig at holde stik. For imens mit pis er ved at nå kogepunktet, siger Markkus ven at han kan køre os ind til søen. Han vil ha 300 for det. Danner, Sune og jeg jubler! Vi jubler af flere grunde. For det første, fordi vi kan komme afsted. For det andet, fordi vi ikke skal køre med Markku og for det tredje, fordi Markkus pris for samme tur var 500 kr!

Urin våd hvalp og mødet med de første ringende fisk

Efter en hyggelig tur med Markkus ven, som viser sig at være en finsk "look a like" fiskeguide, ankommer vi til søen. Her bliver vi taget imod af en hvalp der glad løber omkring, først her og så der. Det ene "der" bliver dog lettere trist for det lille kræ. For imens vi spotter de første ringende fisk, stiller den finske mand med ølfyldt blærer sig til rette for at lade vandet. En sådan finsk stråle har åbenbart en speciel tiltrækningskraft på hvalpen, hvilken vægler at stille sig midt i skudzonen. Få minutter senere får Sune nap og hele denne mærkelige start på turen afsluttets med, at Sune lander en fin stalling med en urin våd hvalp hoppende omkring sig. Med andre ord var Finnmark 2011 skud i gang!

4 dage med perfekte forhold, men ingen overfladeaktivitet!

De næste 4 dage skulle vise sig at blive en sand fiskemæssig skuffelse. Hjemmefra havde vi set på div. kort og havde fundet et område, som så helt vidunderligt ud. Dette skulle udforskes! Resultatet = travning i lorteterræn og ingen fisk der havde interesse i maden på overfladen!

Lorteterræn

Det eneste højdepunkt var en lille pool, hvor vi fandt nogle fine stallinger, der mulede div. insekter på overfladen.

Danner med en fin stalling fra poolen

Strippanjohka - Fine fisk og kameraet i teltet
Efter disse 4 dage i skuffelsens tegn gik vi til Strippanjohka. En elv der efter sigende skulle være velbesøgt af finnere og svenskere der leder efter stallingnap. Vi så dog ingen mennesker. Strippanjohka var egentlig bare en elv vi skulle passere og havde ikke planlagt et stop her. Men da vi ankom til elven, fandt vi langt om længe ringende fisk! Så her skulle vi slå lejr!

Første aften ved elven var Danner en træt mand og ønskede fred og ro i teltet. Sune og jeg riggede derfor alene til og gik opstrøms. Elven var, som skrevet, kendt for at huse stallinger og hovedparten af de fisk vi fik på land, var dog også af denne art.
Et godt stykket opstrøms fandt jeg en eventyrlig flot plads, hvor elven tog fart og hvor der stod flere ringende fisk. Jeg ventede et stykke tid og prøvede at finde den største af dem. Valget faldt på en fisk der kun en enkelt gang havde tilkendegivet sin størrelse og sit rygfinnesejl i overfladen. Resten af dens ringe var meget små, hvilket ikke er unormalt for større fisk. Nå videre i situationen: Linen blev rykket af hjulet og en elkhair caddis landede en meter ovenfor fisken. Sagte, men sikkert gled en omgang elghår ned til fisken. Denne viste sig fra sin venlige side og tog den i første kast. Efter en kort og intenst fight på min #2, gled en flot stalling på 47 cm ind i nettet. Kameraet lå naturligvis i teltet.
Kort efter gik jeg ned til Sune. Tossen havde sat en streamer på! Endelig ringende fisk og så en streamer? Ja ja, hver sin tankegang.... Nå,  men efter få kast huggede det på den lille fiskeimitation og en fin ørred på 42 cm var oppe og vende.

Næste dag gik vi og plukkede fine stallinger og mindre ørreder. Nu var stallinger ikke det vi havde rejst til Finnmark efter og sulten efter store ørreder voksede stadig.
Da aftenen nærmede sig gik Sune ind i teltet og fandt ikke vejen ud igen. Derfor gik Danner og jeg alene opstrøms. Vi gik noget længere opstrøms end Sune og jeg havde gjort dagen før. Aktiviteten i overfladen var begrænset og taktikken var derfor at blindfiske de mest spændende pladser. Et godt stykke opstrøms fandt vi et paradisisk stræk af elven. Hurtigt blev jeg forelsket i en bestemt plads. Hurtigt vand i midten, dybt og roligt bagvand bag en sten. M.a.o. perfekt standplads til mummerikken(storørreden). I bedste indianer stil sneg jeg mig nærmere. Som skrevet var pladsen perfekt til at huse en storørred, men ift. præsentationen var den yderst krævende. Den eneste mulighed for at kaste på pladsen, var at kaste skråt opstrøms udover elven, hvor der var en kraftig strøm, der hurtigt ville få fluen til at stribe. Stod der fisk skulle den reagere lyn snapt.
I en rolig rytme nærmede fluen sig pladsen. Kastet afsluttedes og knapt havde fluen landet, før vandet eksplodere. En, to, så tilslag og min aurivilli imitation sad nu i kæften på en rigtig god fisk. Hurtigt blev jeg klar over at det var en ørred og hurtigt blev jeg klar over at denne ikke overgav sig uden kamp. Fisken rasede nedstrøm og jeg bagefter. Efter nogle nervepirrende minutter gled den smukkeste ørred jeg nogensinde har set ind i mit net og primatbrølet gjaldede udover de nordnorske fjelde! Kameraet, ja det lå og hyggede sig med Sune i teltet, så heller ikke noget billede af denne skønhed. Mættet af oplevelsen tøffede jeg langsomt og storsmilende hjem i seng. Min sidste tanke før søvnen: "48cm monster fed ørred på #2 i kraftig strøm"..................zzzzzzzzzzzzz.....

      
Flere stalling og Danner med pjatrøv
De næste tre dage kunne jeg helt ærligt godt havde været foruden og de fortjener derfor kun få ord. Helt kort opsummeret var de præget af stallinger samt renderøv og Uuuuuuuuuuulrik til Mr. Danner.

Danner med frisk fisk til middagen (2 timer før pjatrøvens indtog)

Marsvin og en drømmeaften til Fjellfogh

Efter tre dage i pjatrøvens tegn begav vi os videre i jagten på storørreden. Næste destination var Storfisksøen, hvilken før havde set mine fluer.

Jeg vidste at søen husede MEGET store fisk, men også at disse kæmper var kræsne og ekstremt vanskelige at få i tale. Så de næste dage bar præg af frustration over at se store kæmper "head and tale" og så kun fange deres børn!    

Den tredje aften ved søen skulle dog vise sig, at blive min helt store aften! For efter at have trasket søen rundt et par gange og efter at vi havde indtaget vores "delikate" tørmad, besluttede vi os for at gå en hen til en dejlig vig, hvor jeg havde observeret nogle granvoksne ørreder.

Sune og jeg satte os ved siden af hinanden og spejdede ud over vandet. Kort efter blev overfladen flere steder brudt af nogle svimlende store ørreder. Følgende uddrag fra den dialog, som foregik i øjeblikket, kan give et indtryk af hvor store disse bæster var.

”Fuck, Sune ser du det? Ser du de ørreder?”. Intet svar. ”Sune ser du ørrederne?”. ”Ssssssssssss…. Jeg kan ikke snakke nu”. Frustreret over det manglende svar, råber jeg nærmest til Sune: ”Jamen ser du ørrederne?” Sune svarer hertil fuldstændig roligt:”Nej, jeg ser på Marsvin” 

”Marsvinene” gik langt udenfor kastehold og Sune besluttede sig derfor for at trave over til Danner som var gået lidt videre. Jeg selv blev siddende ved Marsvinene. Jeg havde vinden i ryggen og besluttede mig for at sætte en højtflydende og meget synlig attractor på. Planen var nu at kaste så langt jeg overhovedet kunne og så lade fluen drive de sidste 15-20 meter.  Ikke just den mest spændende måde at fiske på, men den eneste. Fiskene der havde vist sig i den afstand som min flue var i nu, var ikke af marsvin størrelse, men dog stadig ganske store. 

Tålmodig sad jeg nu og så min flue drive med vinden. Langt om længe var den der hvor fiskene gik. Backingen var forlængst gledet ud af hånden og tog fiskene skulle tilslaget være kraftigt. Mine øjne var fokuseret på den lille plet langt ude. Så pludselig en meter fra fluen brød en fin fisk overfladen. Pulsen steg og alle musklerne i kroppen var spændte. Sekunderne gik og tankerne kom. "Tager den, ser den forfanget, er fluen ok eller er den.... Brat stoppede tankerne og stangen blev løftet. Trods afstanden blev fisken solidt kroget og en kamp af dimensioner kunne starte. Aldrig i mit liv har jeg mærket en så stærk ørred( ift. størrelsen) og tanken om to kilos grænsen sværmede i mit hoved.

Hård fight i skønne omgivelser

Efter nogle minutter kom fisken til syne og gled snart ind i nettet. To kilo var den ikke, men hvilken styrke og hvilken smuk fisk. 48 cm var denne og jeg måtte klø Sune i håret, over at denne fisk kunne være så stærk!

48 cm Finnmarks power!

Efter jubel og en posesnus lagde jeg endnu engang fluen ud. Lod den drive med vinden og samme sceneri gentog sig.
I starten virkede denne fisk lidt mindre, men efter et par minutter begyndte den for alvor og bide fra sig. Denne gang med endnu mere styrke end den første. Muskelbundet tabte dog sagte men sikkert luften og efter en fantastisk styrkekamp gled en 51 cm skønhed fra Finnmark i nettet. Yes sir og tak skal du ha!

Jeg gav pladsen til Sune i håb om at han kunne gentage min succes, men netop som han havde fået kastet, døde vinden hen og fiskene forsvandt.

En 51 cm drømmefisk på tørt

De sidste dage i Finmark var desværre præget af vind, koldt vejr og mindre fisk. Så her blev det mest til bålhygge, piberygning og timer på øjet!
 
Dette var beretningen fra Finnmark 2011. En tur med gode venner, store oplevelser og et fiskeri der ikke var helt retfærdigt fordelt!